Her er soen, sikken en

Text by Jeppe Aakjær, 1931

Her er soen, sikken en!
Messingring i næsen,
lange ører, korte ben,
uopdragent væsen,
spiser uden smække på,
for hun er en rigtig so,
bruger aldrig gaffel,
kniv og vandkaraffel.

Missekatten lopper sig
med sin lodne læbe,
vaskesvamp den lider ej,
ynder ingen sæbe.
Dog er mis så pæn og ren,
har de nysseligste ben,
visker sig om snuden,
spejler sig i ruden.

Kippekalven har det godt,
den skal ej i skole,
får så tit en havretot
af den store Ole,
slippes ud på engen grøn,
finder verden lys og skøn,
driller mælk af spanden
og får horn i panden.

Koen står i kløver tæt
mellem høns og humler,
æder sig så trind og mæt,
lægger sig og gumler,
letter snart sin dovne krop,
stikker halen lige op,
render over ende
bedstefar og svende.

Føllet går så strunk omkring,
pytter ad det hele,
gør så kåde hop og spring,
kender ej til sele.
Ved sin moders patte får
det en dejlig mælketår,
og i bondens havre
æder det sin davre.

Store heste lider jeg,
når til vands de drage,
da vil store Ole mig
op på hoppen tage.
Og når jeg er blevet stor,
ager vi til bedstemor.
Lotte går ved lisken,
så skal jeg ha' pisken.